Praktisk information
Bliv en del af et stærkt fællesskab hos KFUM-Spejderne
Samværsregler
Samværsregler for alle ledere, assistenter og hjælpere ved KFUM spejderne, Dybbøl Gruppe
April 2026 – Reglerne kan downloades som PDF.
Disse samværsregler har til formål at sikre trygge rammer for børn og unge ved KFUM spejderne, Dybbøl.
Reglerne skal forstås som retningslinjer og gælder ikke enhver tænkelig situation.
Vi er ALLE ansvarlige for at efterleve gruppens retningslinjer.
Åbenhed er en forudsætning, og det er vigtigt, at ALLE griber ind, hvis der er noget man undrer sig over, så der ikke skabes misforståelser og utryghed.
Emner af følsom eller personlig karakter tages op med Gruppebestyrelsen.
Som leder i KFUM spejderne er man et forbillede for børnene og de unge mennesker, og skal derfor altid kunne stå inde for sine handlinger.
Gruppebestyrelsen sikrer, at alle ledere, assistenter og hjælpere er bekendt med disse regler.
KFUM spejderne i Dybbøl rekvirerer børneattester
Samvær generelt:
Alle i Dybbøl gruppe, både børn og voksne, skal vise ansvar og respekt for hinanden og holde en anstændig omgangstone.
Vi erkender børnenes behov for fysisk kontakt, men respekterer også deres grænser.
Lederfordeling i enhederne på ture og overnatning:
Så vidt det er muligt besættes hver enhed med ledere af begge køn.
På ture er ovenstående tilgodeset. Dette vha. en leder fra en anden enhed eller en forælder. Piger, drenge og ledere sover som udgangspunkt hver for sig på ture/lejre, når pladsen tillader det. Dog hvis det er mest praktisk f.eks. i bivuak eller shelter kan piger og drenge sove sammen.
Børn kan have behov for at en leder sover i nærheden – dette hensyn skal naturligvis tages.
Ledere skal være opmærksom på faciliteter til vask og omklædning, hvor det enkelte barns blufærdighed skal respekteres.
Rusmidler:
Som hovedregel er ledere aldrig påvirkede af alkohol eller euforiserende stoffer, når vi har ansvaret for børnene i gruppen.
Vores praksis i gruppen er, at vi i forbindelse med ledersammenkomster godt kan nyde alkohol. Ligeledes er det i forbindelse med forberedelser eller arbejdsweekender o.l. i orden, at de voksne får en enkelt ”arbejdsøl”, også selvom gruppens unge medlemmer er til stede. Ved enkelte lejligheder, som eks. lederhygge efter børnenes sengetid på lejre, kan der serveres et glas vin til natmaden. Vi sikrer, at der altid er voksne med nul-promille, der kan køre ved akut behov.
Rygning:
Rygning skal undgås i børns nærvær.
Sådan forholder vi os til kæresteri:
Vi tror på kærligheden, og det er godt at være kærester ved KFUM spejderne, når der er tale om jævnaldrende og ligeværdige forhold.
Kærestepar dyrker ikke tosomhed og sover ikke alene sammen, mens vi er til spejder. Kærestepar tænker over deres adfærd, så den ikke virker krænkende, anstødelig eller pinlig på spejder kammeraterne (f.eks. overdrevet kysseri og krammeri).
Lederne og lederassistenter kan ikke indlede et forhold til et medlem, de har ansvaret for, uden at blive frataget dette ansvar.
Sociale medier:
Som spejderledere hverken anmoder eller accepterer vi venskaber på f.eks. Facebook og Snapchat med de børn og unge, vi har ansvaret for.
Gruppens ledere kommunikerer via gruppens Facebook side: Dybbøl Spejdercenter KFUM, e-mail eller via medlemsservice.
Kontigent og anden betaling
Kontingent
Kontingentet udgør 400kr hver ½ år og opkræves gennem Medlemsservice. Betaling sker med betalingskort.
Information om Medlemsservice står i velkomstmailen efter indmeldelse.
HUSK at kigge i spam efter mailen, da mails fra Medlemsservice desværre ret ofte lander der.
Kontingentet dækker aktiviteter i enhederne og revurderes hvert år ved generalforsamlingen.
Anden betaling
Herudover opkræves der betaling for ture og sommerlejre.
Betalinger for weekendture bliver opkrævet kontant til spejdermøderne med en tilmelding til det enkelte arrangement, og til sommerlejr via gruppens konto.
Spørgsmål om medlemsskab og kontingent, kan stilles til dybbolgruppe@gmail.com ved at skrive i emnefeltet “Til Nis”.
Uniform og mærker
Om uniformen
Når vi går i vores spejderuniform, er det blandt andet for at symbolisere, at vi er en del af et større fællesskab, der bærer en uniform magen til vores egen. Ved KFUM-Spejderne består uniformen af den grønne skjorte og det røde tørklæde, og vi har den på, når vi er til det ugentlige møde i spejderhytten, på ture, til arrangementer uden for spejderhytten samt til andagter og gudstjenester.
Vores uniform fås i fire udgaver: En børnemodel, en figursyet kvindemodel, en figursyet herremodel og en unisex-model til voksne, der er helt lige i snittet. Alle modellerne består af en uniformsskjorte og en fleece. Fleecen kan lynes på, når det er koldt, og af igen når solen skinner.
Der også to officielle uniformstørklæder: Et klassisk, rødt, trekantet tørklæde med grafik fra vores logo, som kommer i to størrelser. Udover det, er der et stort, vævet, rødt tørklæde med kvaster. Begge tørklæder er til både drenge og piger i alle aldre.
Alt til uniformen kan købes hos Eventyrsport. Husk at du som medlem af KFUM-Spejderne kan få 10% rabat. Brug koden “Spejder10” på hjemmesiden, eller fortæl i butikken, hvilken gruppe, du er medlem af.
Uniformsvejledning
KFUM-Spejderne har redesignet alle basismærker til uniformen. Det gælder alt fra gruppenavn og enhedsmærker til kursusmærker.
Derfor behøver du ikke flytte nogle af dine gamle mærker over på din nye uniform, når du får den. For der kommer en masse nye mærker.
I denne uniformsvejledning kan du blandt andet se, hvor du kan placere mærkerne på din nye uniform. Der er også vejledning til, hvordan du officielt kan bære din uniform. Vejledningen kan du se her.

Adresser
Find os her
Spejdergruppen har 2 dejlige spejderhytter, hvor vi holder vores ugentlige spejdermøder. Hytterne er en del af DYBBØL SPEJDERCENTER som er ved Vaskilde 1C i Dybbøl.